SOMMERHUSET FEJRUP STRAND
KORT OM HELGENÆS
Helgenæs er en halvø på sydsiden af Djursland syd for Mols Bjerge i Østjylland. På vestsiden ligger Begtrup Vig og på østsiden Ebeltoft Vig. Halvøen er 8 km lang målt fra Dragsmur i nord til Sletterhage Fyr i syd og 4,5 km bred. Kystlinjen er ca. 25 km lang. På østsiden af halvøen ligger Ørby Klint, hvoraf et mindre område er fredet. Højeste punkt på Helgenæs er det 99 meter høje Ellemandsbjerg, der ligger midt på den sydlige del af halvøen.
På sydsiden af Helgenæs ved Sletterhage Fyr går dybvandsruten for skibsfarten til og fra Aarhus Havn tæt forbi kysten. Cirka 8000 skibe passerer fyret på vej til og fra Århus Havn. Ved begivenheder som f.eks. Tall Ships Race, kan der være opløb ved fyret, når sejlskibe passerer tæt forbi. Fyret er i dag indrettet som museum. Om sommeren kan man komme op i fyret, samt se moderne, og historisk, maritimt navigationsudstyr. Her er også en udstilling med den lille hval, marsvinet, og andet havliv i området. Foruden en geologisk udstilling, der viser hvordan området blev dannet ved gletcher-bevægelser under istiderne. Udstillet er også en samling vandreblokke - karakteristiske strandsten - som man kan finde langs kysterne på Helgenæs, og som hver især stammer fra en specifik forhistorisk vulkan i Norge eller Sverige, bragt til området via gletchervandringer. Disse ledeblokke kan bruges til at kortlægge ismassernes bevægelser.
Den smalle tange, Draget (billede), der skiller Helgenæs fra Vistoft Sogn er kun ca. 220 meter bred, og det menes at vikingerne har benyttet den til at trække deres både på flækkede, fedtsmurte pæle over land for at spare den lange tur rundt om halvøen. Et arkæologiske eksperiment blev udført i juni 1996 af Vikingeskibsmuseet og Ebeltoft Museum. Under forsøget tog det de involverede ca. 30 min at trække det lille krigsskib Helge Ask over land.
På Draget ligger Dragsmur, en ca. 1 meter høj, 3 meter bred vold bestående af kampesten og jord. Fra en skriftlig indberetning af Ole Worm i 1623, fremgår det at volden skulle være opført allerede i slutningen af 1200-tallet af Marsk Stig, som dengang ejede Helgenæs, men andre mener, det kan være et ældre vildtbanehegn. I hvert fald har der ligget en kongsgård under Kalø på Helgenæs.
Kilde: wikipedia

Se mere på Naturstyrelsens side om Helgenæs
